Rampelyset

af Kirsten Thonsgaard

Livet går sin gang ... og snart skal man jo dø!

Drama 2003
Tekst: Vigga Bro
Musik: Erik Moseholm
48 sider (inklusive noder) + 2 cd'er
148 kr.


Glem titlen, læs teksten - og allerhelst lyt til forestillingen i Vigga Bros og Erik Moseholms egen levende udgave. Så får man nemlig nøglen til den fortællestil og tone, som bærer teksten. Det er en usentimental, ironisk, varm og sprudlende fortalt historie om at nærme sig alderdommen. Ikke nogen traurig sag, som forestillingens titel kan forlede én til at tro; ej heller noget politisk korrekt debatindlæg om død og alderdom.

Meninger er der skam nogen af, men det er først og fremmest en historie, der fortælles. Historien om Lars O, en aldrende, succesrig forretningsmand, der i tråd med tiden planlægger sin tredje alder så godt, at det er ved at tage livet af ham.
Han vil afgive magt og penge til sine døtre, mens han stadig lever, og dermed score den følelsesmæssige gevinst. Men som en anden Kong Lear tager han bittert fejl. Den datter, der siger det, han ønsker at høre, får alt og bruger det mod ham.
Mens den yngste slet ikke vil gå ind på hans præmisser. På klassisk vis har vi altså en hovedperson, Lars O, der bevæger sig fra lykke og velstand til det modsatte i kraft af en forkert valg. Men en tragisk hovedperson har Lars O ikke formatet til at blive. Ikke engang medlidenhed vækker den forhenværende direktør, da han til slut sidder ved havnen i en snavset rød vindjakke med sten i lommen og dyre sko på fødderne. Selv en lille sølle Lars O har dog en frelsende engel i form af kæresten Joker.
Portrættet af denne kunstnerkvinde har flere nuancer og står nok Vigga Bros hjerte nærmere, men heldigvis punkteres sympatien med en god portion ironi. Især da Joker har forvildet sig ind på et plejehjem og vil opsøge sin gamle spillelærerinde.
For når det er så besværligt at blive gammel, erkender man pludselig, at man har behov for at tale med én, der har prøvet det. Men sådan spiller klaveret ikke. Der sidder ikke en hvidhåret gammel spillelærerinde parat til at servere sin livsvisdom, når man har brug for det. Alligevel får Joker svar. Og historien får sin smukke tyngde i den gamle kvindes betragtninger om, hvad livet er for noget underligt noget.

Bro og Moseholm har kaldt denne fortælleforestilling for en "musikfabel". Den kræver et tæt og organisk samspil mellem musiker og fortæller/skuespiller. Det duer ikke at definere det som en monolog med musikalsk akkompagnement. Musikken er en integreret del af fortællingen. Sangligt stilles der ikke voldsomme krav. Men det er klart, at de to medvirkende i en opsætning skal være dygtige og i stand til at finde deres egen fortællemåde, selv om det kan være fristende at lægge sig op ad Vigga bros og Erik Moseholms stil. Man kunne sagtens få den idé at dele teksten op på flere fortællere, for det er en god mundfuld at tage fat på, men jeg vil ikke anbefale, at man gør det. Det er vigtigt, at én fortæller holder hele fortællingen i ét samlende perspektiv. En rigtig god udfordring for en moden fortæller, der har livserfaring at sætte bag ordene og glimt i øjet.