Erik Moseholm

Nekrolog

13.05.1930 - 11.10.2012

Nekrolog af Georg Metz, Information

Få mennesker fik så meget ud af tilværelsen som Erik Moseholm. Færre yder så meget for andre, som Moseholm gjorde i sit lange liv. Musiker og kunstner var han til fingerspidserne; i de yngre år en af landets førende jazz-musikere på den bas, han til det sidste trakterede i komponerende og akkompagnerende samspil med ægtefællen Vigga Bro. Før i tiden skrev Moseholm musik til film, teater og revyer.

Musikpolitisk og organisatorisk blev Moseholm en levende legende. Utallige projekter blev til i hans kreative temperament og gennemførtes trods vanskeligheder, der sendte andre til tælling.

Ikke mange kunne stå for de moseholm’ske overtalelser, der altid byggede på indsigt og viden. Et omvandrende leksikon i kulturlivets krinkelkroge, var han med argumenterne i orden. Dertil kom Moseholms aldrig svigtende venlighed, varme og charme, der gav ham så uendeligt mange venner og åbnede de fleste døre. Forblev nogle lukkede, gav han ikke op.

Kulturpolitisk engagerede Moseholm sig utrætteligt i kampen for at skabe rimeligere vilkår for det ægte, det ordentlige og det kunstnerisk gedigne. Dét var hans vartegn. Det ringere og uvedkommende udløste sjældent vrede og aldrig aggressioner, men bedrøvelse. Tænk at nogen kunne være bekendt at levere det næstbedste eller direkte dårlige, og tænk at nogen kunne sige noget, der ikke passede! Det lå uden for hans fatteevne, og denne ufordærvede livsvarige egenskab gjorde ham så særegen. Og evigt ung.

Berømmelse i hovedstaden
Erik Moseholm blev født i 1930 i Fredericia, hvor han som teenager dannede sit eget band. I 1948 slog han sig ned i hovedstaden, hvor musikerkarrieren blev kometagtig. Allerede 10 år senere blev han således årets danske jazzmusiker – og var berømt og for mange dengang et idol.

Erik Moseholms navn vil altid være forbundet med jazzen, men hans virke rakte vidt og ind i den klassiske musik. Genren var trods jazzens absolutte forrang i Moseholms musikalske univers sådan set underordnet, bare det duede.

Fra 1961 til 1966 blev Moseholm leder af sin egen opfindelse, Radiojazzgruppen, og gav genren dens solide platform i Statsradiofonien, hvor den ikke altid havde haft det nemt. Som programsekretær i DR kæmpede han et stædig kamp mod rutine, dumhed og den lavere fællesnævner og blev et bolværk for kvalitet; ledede foruden et hav af formidlingsopgaver Big Band’et og kronede siden sin organisatoriske musikvirksomhed med rektoratet for Det Rytmiske Musikkonservatorium; for en væsentlig dels vedkommende var det hans værk at løfte institutionen fra et eksperiment til det professionelle nye konservatorium på Holmen. Til det sidste var Moseholm karakteristisk nok aktiv i arbejdet i orkestret Swinging Europe for unge jazz-talenter.

Moseholms sidste færdige bog var om den danske dansemusiks historie, en vidende og varm fremstilling om et hidtil tilsidesat emne, som her blev taget op med det engagement der kendetegnede Erik Moseholms nu afsluttede rige liv. Hvor vil han dog blive savnet.
 

ErikMoseholm_1.jpg (7,4 MB)
Foto: Ingrid Bugge

Vigga-Erik_1.jpg (5,9 MB)
Foto: Ingrid Bugge