High Fidelity

af MWA

Danske eventyr

Finn Høffdings Det er ganske vist er en dansk klassiker, elegant, velturneret, vittig og underholdende, den perfekte indledning til en symfonikoncert. Det er første gang, vi får stykket på CD, og det var på tide. Høffding er forsømt, vi savner de tre andre symfoniske fantasier, især The Arsenal at Springfield.

Jan Wagner og Odense Symfoniorkester er i god form her, ligesom i de to nykomponerede værker for fortæller og orkester. Sven Erik Werner har sat godt 35 minutters musik til et af H.C. Andersens mindst kendte eventyr, Det Utroligste. Der er ingen vej uden om, jeg er nødt til at indrømme, at det er aldeles glimrende gjort. her er ingen ambitioner om at være mere moderne end kollegerne, for det er publikumsvenlig, iørefaldende og smuk musik, ikke specielt original, men velgjort og med en række velplacerede citater, som sætter lytteren i gang med en fascinerende gætteleg: hvad er det nu, det er?

Noget lignende kan sigesom Fuzzys Konen med æggene, som er kort, præcis og underholdende, ligeledes spækket med citater. Her er vi mere ovre i den elegante underholdningsmusiks genre, men H.C. Andersens tekst er heller ikke så dybtgående som Det Utroligste.

Vigga Bro er en fin recitatrice og giver os for egen regning Det er ganske vist!, før Wagner slår an til Høffdings lille mesterværk.

En overraskende og god CD med delvis ny og spændende dansk musik.


H.C. Andersen eventyr:
Werner: Det Utroligste,
Fuzzy Konen med æggene,
Høffding: Det er ganske vist!
Vigga Bro, recitation (også Det er ganske vist! som solopræstation),
Odense Symfoniorkester,
Jan Wagner.

DaCapo 8.224099 CD