Midtjyllands Avis

af Einar Ege Møller

H.C. Andersen med musik

Sv. Erik Werner: "Det utroligste", Fuzzy: "Konen med æggene", Finn Høffding: "Det er ganske vist" (Vigga Bro, fortæller. Odense Symfoniorkester under ledelse af Jan Wagner. DaCapo)

Næsten lige siden, H.C. Andersens eventyr første gang blev offentliggjort, har komponisterne kastet sig over dem - et eller andet i dem inspirerer til musikalske udfoldelser. Også danske komponister har været på banen - og her præsenteres tre af eventyrene med musik af danske komponister.

Svend Erik Werner skriver musik, der absolut er forståelig, når man hører Anersens ord om indtrykkene fra krigene mellem Frankrig og Tyskland. Musikken er skrivet til 12-15-årige elever i Odense i 1997 og rummer også citater af andre komponisters musik. Vigga Bro fortæller med al den indlevelse, som kun en professionel skuespiller er i stand til. Det gør indtryk.

Fuzzys musik til "Konen med æggene" er ligeledes skrevet til Odense Symfoniorkesters koncerter for familien, og her hører vi også citater fra andre komponisters værker.

Høffding, der døde i 1997, skrev allerede i 1943 sin musik til "Det er ganske vist". Uden at være programmusik har Høffding alligevel fundet formen i H.C. Andersens eventyr så fascinerende, at han beskriver fortællingen ganske nøje.

Med Vigga Bro som en fremragende fortæller og med Odense Symfoniorkester som en medlevende, musikalsk partner får vi her musik og fortælling, der ganske givet vil gøre lykke hos børn og hos voksne, der ikke har glemt, hvad det sige at være barn. Nøjagtigt, som gamle H.C. Andersen kunne have ønsket sig.

Vigga Bro - fortæller H.C. Andersen med stor og professionel indlevelse.