Det er måske flabet at sammenligne Vigga Bro's bog om folkelig historiefortælling og dens sceniske fremstilling "Orkanens øje" med en mobiltelefon. Men der er dog et par lighedspunkter mellem dette stykke elektronik og bogen. Den ligger godt i hånden. Og er et glimrende kommunikationsmiddel med omverdenen. Men så holder lighederne også op. En mobiltelefon skal f.eks. oplades. Og Vigga Bro's bog er snarere end et batteri - en oplader. Og den kan faktisk også ses som en anvisning på en slags generobring af fortællerrollen fra de elektro niske medier.
Som et eksempel på dette er et afsnit, hvor Vigga Bro fortæller om en oplevelse, hun selv har haft, da hun overværede en fortæller og hans publikum på et sprog, hun end ikke forstod - nemlig arabisk. Det foregik på Nilen i et næsten "ægyptisk mørke". Næsten - fordi der et sted i nærheden flimrede et TV, der berøvet sin lyd sendte neon-limonade som en påfugl ramt af Parkinsons syge, ud i natten. Der var ingen, der ænsede det elektroniske vidunder. Det var blevet efterladt på et skibsdæk. Besætningen havde nemlig forladt skibet til fordel for naboskibets dæk, hvor de havde slået halvcirkel om en Nubier, der tryllebandt sit publikum. "Det var en stor fortæller, der var igang. Hans hænder dansede ballet, men der var ikke en overflødig bevægelse. Alt var ganske enkelt, ganske småt, men klart udtryksfuldt og smukt."
"Jeg forstod ikke et ord. Og dog forstod jag meget. Den (historien) handlede om en rig eller i hvert fald en meget magtfuld person, der var igang med at tryne en, der var lavere på strå. Men den fattige og fiffige fyr fik trukket den rige rundt ved næsen,, så han selv slap for videre tiltale. Med ganske få midler karakteriserede fortælleren knivskarpt de to personer: En ganske lille ændring i kropsholdningen. En hånd der hvilede på brystet hos den ene, men gik lidt blødt frem i rummet hos den anden. Og hans melodiske fortællerstemme der som en fisk dykkede ind i de to personers måde at tale på."
Der er forskel på digteren og fortælleren
I et andet afsnit beskrives forskellen på digteren og fortælleren og tager udgangspunkt i Karen Blixen, som vel var begge dele. Nemlig fortælleren, der - som Vigga Bro udtrykker det - manifesterede sig som digter.
I "En opbyggelig historie" beskæftiger Karen Blixen sig med forskellen på de to. En fortæller og en digter mødes på en parisisk café. Fortælleren lever ikke af at fortælle, han har andet arbejde, men hans venner ved, han er en god fortæller. Digteren er professionel, og han er lige blevet færdig med en roman, så nu føler han sig tom og dybt deprimeret. Efter at have spist og beklaget sig siger han til sidst til den lille mand, der sidder over for ham:
"Kan du i det mindste ikke fortælle mig en historie?"
"Jo, jeg kan fortælle dig en historie," sagde manden. Han sad en stund ubevægelig og ransagede sin hukommelse.
Og Karen Blixen fortsætter: "I de få minutter forvandledes han, skønt han forholdt sig så stille. Den satte ansvarsbevidste intendant falmede langsomt bort, og i hans sted sad i stolen en dyb og farlig lille skikkelse, der hører alle tider til ja, der er så gammel som hele menneskeheden.
"Jo", sagde han til sidst og smilede.
"Jeg kan fortælle dig en opbyggelig historie."
"Med blid melodisk stemme begyndte han på sin beretning." Som Vigga Bro skriver: "Det er en meget flot beskrivelse af en fortællers forvandling når historien samler sig i ham." Undtagelsen der bekræfter reglen
Et andet afsnit beskæftiger sig med H.C. Andersen, som, Vigga Bro påpeger, nærmest modbeviser hendes påstand om den mundtlige og den digtede forskellighed. Om H.C. Andersen skriver hun bl.a.:
"Han afslører sin arbejdsmetode i sin dagbog, hvor han fortæller, at han har arbejdet så flittigt hele dagen, at han er helt træt i stemmen. Han er ikke træt i håndledet eller i ryggen, han er træt i stemmen."
Go' læsning
I forordet til "Orkanens øje" slutter Vigga Bro med at ønske go' læsning!
Og det er det. Det er ganske enkelt en fremragende håndbog eller instruktionsbog skulle man måske hellere kalde den. Bogen er inddelt i tre afsnit:
• Fortællerens univers
• Fortællerens univers
• Fortællerens "arbejdsredskaber"
Bogen gør ikke krav på at være en videnskabelig bog med forskningsmæssigt efterprøvede sandheder. Forfatteren kalder det selv "hjemmestrik". Og det er dét, der er bogens styrke. En erfaren skuespiller/instruktør/forfatter deler gavmildt ud af sine erfaringer om historiefortælling.
Det er vel kendt at Vigga Bro som skuespiller og ikke mindst som instruktør har en arbejdsmetode, der flot formidler historiefortælling fra scenen. Senest bevist med instruktionen af Shakespeare's "Coriolanus - sangen om en helt". Men også Dario Fo-monologerne "Fo Fo forrygende" er et bevis på dette. (Eneste anke på den sidste er vel den lidt blærede titel, som da vist også opstod i et nu hedengangent københavnsk teaters noget bombastiske PR-afdeling. Men okay - forestillingen var forrygende.) Noget af det fornemste ved Vigga Bro's instruktioner er, at hun lader forestillingernes skuespillere gøre dem til "deres egne" i en grad, så man næsten glemmer, at der overhovedet har været en instruktør. Men tag ikke fejl - det har der. Og noget af denne instruktørs arbejdsmetode finder man i bogen "Orkanens øje".
Hvad kan man ellers lære af bogen? - Jo, f.eks.: At stjæle, At lyve historien dybere og sandere, At "rejse let", Forskellen på mime og gestisk handling, Skyggebevægelser, "Tigergang".
Og hvorfor musikere generelt er bedre til at fortælle historier end skuespillere. Og meget meget mere. Læs selv.
Vigga Bro: Orkanens øje - en bog om folkelig historiefortælling og dens sceniske fremstilling. 96 s., ill. af Per Tønnes Nielsen, kr. 148,-, Forlaget Drama.
| |
